CollabNordic er en markedsplads, hvor brands finder og booker creators, og hvor hele samarbejdet foregår ét sted: tilbuddet, aftalen, betalingen og leverancen. Her er sådan fungerer CollabNordic i praksis, for dig som creator og for brandet, der vil booke dig.
Ikke et bureau
Vi repræsenterer ingen og forhandler ikke på vegne af nogen. Aftalen indgås direkte mellem creatoren og brandet, og CollabNordic er ikke part i den. Det, vi står for, er rammerne omkring: kontrakten, betalingen, der holdes, indtil jobbet er leveret, og de værktøjer, begge har brug for undervejs.
Det betyder også, at du selv bestemmer. Du sætter dine priser, du vælger, hvilke samarbejder du siger ja til, og indholdet, du laver, er dit at aftale brugen af.
Tre måder et samarbejde starter på
Den mest almindelige er en pakke. På din side lægger du det ud, du tilbyder, til fast pris, for eksempel én TikTok-video eller ét UGC-billede. En pakke er altid én leverance til én pris. Brandet booker pakken med en besked og en ønsket dato, og du siger ja eller nej.
Den anden er en kampagne. Brandet skriver en brief om, hvad det vil opnå, og creators svarer med et tilbud: hvad de leverer, og hvad det koster. En kampagne tager imod tilbud i op til 14 dage, og brandet har derefter syv dage til at vælge. Så lukker den sig selv, så ingen går og venter på et svar, der aldrig kommer. Se åbne kampagner.
Den tredje er et tilbud, du selv sender. Har du talt med et brand et andet sted, kan du lave et tilbud med pris i Creator Space og sende det som et link. Brandet behøver ikke en konto for at acceptere og betale.
Passer ingen pakke, kan brandet også sende en særskilt forespørgsel og få et tilbud tilbage til din pris.
Sådan fungerer CollabNordic fra aftale til betaling
Når begge har sagt ja, bliver tilbuddet en kontrakt. Leverancen, prisen og datoerne står i den.
Så betaler brandet hele beløbet. Pengene er sikret hos CollabNordic og ligger der, mens du arbejder. Du går altså aldrig i gang med et job, uden at betalingen allerede findes.
Du leverer i samarbejdet på platformen og beder om godkendelse, når alt er leveret. Brandet godkender eller beder om rettelser og forklarer hvorfor. Svarer brandet ikke inden for 14 dage, bliver kontrakten afsluttet af sig selv, og pengene bliver udbetalt til dig. Et brand, der forsvinder, er altså en irritation og ikke et problem.
Bliver I uenige, kan begge melde et problem. Så stopper den automatiske udbetaling, mens vi ser på sagen. Vi vurderer ikke smag eller kreative valg. Vi ser på, hvad der var aftalt, og om det blev leveret.
Udbetalingen går gennem Stripe til den bankkonto, du tilknyttede, da du blev verificeret. CollabNordic gemmer aldrig dine bankoplysninger.
Til sidst giver I hinanden en anmeldelse. Den vises på profilerne og hjælper det næste brand og den næste creator med at vælge.
Hvad det koster
For creators er CollabNordic gratis. Det koster ikke noget at blive medlem, at lægge pakker ud eller at blive booket, og vi trækker ikke noget fra din udbetaling.
Brandet betaler et markedspladsgebyr på 5 % oven i din pris. Sætter du 1 000 kr. på en pakke, betaler brandet 1 050 kr., og du får 1 000 kr. Gebyret beregnes kun af din pris, aldrig af moms, og det er det samme, uanset om samarbejdet kom fra en pakke, en kampagne eller et tilbud, du sendte. Priser har det aktuelle tal.
Er du momsregistreret, slår du det til under Indstillinger, Selskab. Så lægges momsen oven i din pris og betales af brandet. Om du skal registreres, afhænger af din omsætning; Skattestyrelsen har grænserne.
Brugsret
Det er dig, der bestemmer, hvor længe brandet må bruge det, du laver: kun organisk udgivelse, et antal måneder eller uden slutdato, på pakken eller på kontrakten. Perioden regnes fra den dag, samarbejdet afsluttes. Læs mere i Brugsret, forklaret.
Din side er linket i din bio
Din profil på CollabNordic er en bookingside med dine pakker, priser og anmeldelser. Sæt linket der, hvor din e-mailadresse står i din bio i dag. Så lander brands direkte på dine priser i stedet for at spørge i en DM, og aftalen, betalingen og leverancen samles ét sted.
I Creator Space har du også det, der hører til jobbene: et overblik over de brands, du taler med, et regnskab over hver opgave med eksport til din revisor, og alle betalinger knyttet til den kontrakt, de kom fra.
Kom i gang
Opret din side, læg et par pakker ind og bliv verificeret med Stripe, så kan du blive booket.


